Udenlandske sexarbejdere er nødt til at optage en meget stor gæld hos deres bagmænd for at kunne komme til Europa. Og efterhånden som migrationsreglerne over årene er blevet strammere, så er gælden, de optager, blevet større, fortæller antropolog Sine Plambech i Deadline.
Kan man få flere til at interessere sig for migrantkvinders liv, hvis man hænger sit eget beskidte vasketøj frem? Antropolog Sine Plambech fortæller her om livet som antropologisk honningmad og om at se sexarbejdere som omvandrende velfærdsstater
Da antropologen Sine Plambech var i Nigeria for første gang for mere end ti år siden, var der billboards rundt i byen fyldt med advarsler: “Kvinde, bliv hjemme, du kan blive offer for trafficking og prostitution,” stod der hen over billeder med kvinder i kort nederdel og røde stiletter. I fjernsynet kørte reklamer med budskabet: ‘Sig nej til prostitution, tag ikke til Europa.’
“We are living in a progressively historical moment and we need to reflect on the past to clarify where we have come from and how things have become what they are today. When we meet at this place of understanding and seek to appreciate the relationship between the past and the contemporary, we can see how our diverse lived experiences are entangled together and how they actually mirror and influence each other in interesting ways.”
After the Second World War Sine Plambech’s grandfather was unemployed mason. He saw an ad in the newspaper that a big American company was looking for labor in their cobber mine in Northern Rhodesia. So he and his family decided to try their luck in Africa. He brought his wife and two 2- and 13-year-old sons with him to Africa and lived and worked there for nine years. His hard work in the cobber mine made it possible for the family to save up enough money to buy a small, terraced house near Copenhagen.
Antropolog Sine Plambech blotlægger en underverden, der vidner om, at sexarbejde ikke er et lykkeligt liv. Men det er et middel, som kvinderne bruger til at udleve deres drøm: at sikre familien en økonomisk fremtid.
Sine Plambech og Mathilde Walter Clark havde ikke forventet de store reaktioner på deres bøger om henholdsvis sexarbejdere og mink, men deres dokumentariske blik har taget læsere og anmeldere med storm. Nu er de nomineret til Politikens Litteraturpris, og vi har talt med dem om penge, sprog og smådovne journalister.
»Min løsning er kvindernes indbyggede ATM-maskine« siger nigerianske Becky om sin plan om at rejse til Europa og sælge sex, fordi fattige kvinder, som hun siger, kun har sig selv at regne med. Becky er en af fire hovedpersoner i antropologen Sine Plambechs nye bog ’Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme’, som zoomer helt ind på de migrantkvinder, som vi normalt kun forholder os til som statistik, som symptomer på global ulighed og ikke mindst som ofre.
Hvad kan vi lære af sexarbejderne? Berlingske spørger Sine Plambech, der har studeret dem gennem årtier og nu har skrevet en anmelderrost bog om sin kontakt til aktører på det globale sexmarked.
To kvinder. To skæbner udelukkende afgjort af én ting: Deres fødested. Sine Plambech har brugt det meste af sit voksne arbejdsliv på at tale med sexarbejdere over hele verden. I sin nye bog vil hun vise, hvordan vores liv er afgjort af geografi. Og minde os om en særlig afrikansk kvinde, der drog afsted mod Europa, men som aldrig nåede frem til deres fælles aftale om at spise is sammen på en varm sommerdag i København.
Sine medvirker i “Det brændte Bordel”
Every year, on the long route to Europe, thousands of women from one city in Nigeria risk death and endure forced labor and sex work (Coverage and background interview).
Fra autoritære regimer til rådne sundhedssystemer: Corona udstiller nådesløst akilleshælene i de lande, den raserer. I USA er corona en tidsindstillet bombe, skriver Sine Plambech i sin tredje dagbog fra Yale.
Janus Metz og Sine Plambech viser med filmen ’Hjertelandet’ de dansk-thailandske ægteskaber indefra. Men det er ikke en film, der skal tænde bålet af fordomme. Det er en film om forskelligheder, der over tid udlignes, så der til sidst kun står én ting tilbage: kærligheden.
Interview with Sine Plambech on her film Heartbound at the Toronto International Film Festival.
Den nye dokumentarfilm ’Hjertelandet’ handler om en række thai-danske ægteskaber i Thy. Ifølge Sine Plambech, en af instruktørerne bag filmen, er det en anledning til at fortælle større historier: om feminiseringen af de globale migrationsmønstre. Om den aldrende, hvide mands ensomhed. Og om vores alle sammens ønske om at få et godt liv, før vi skal dø.
The Nigerian women who are identified as victims of human trafficking are offered assistance if they return voluntarily to their home country. But the support they receive has little significance for their lives one year after they return, according to a new Danish study.
Hun har brugt 15 år af sit liv på at aflive myten om, at kvindelige migranter, der sælger sex til danske mænd, er nogle hjælpeløse stakler.
Janus Metz og Sine Plambechs antropologisk funderede – og mesterlige – dokumentar ’Hjertelandet’ viser nye facetter af de menneskeliv, man første gang så i tv-dokumentarerne ’Fra Thailand til Thy’ og ’Fra Thy til Thailand’
Mens vi i Danmark bekymrer os over ’trafficking’, bygger thailandske landsbyer stadig deres håb på kvinders migration og arbejde i Danmark.
Dans le petit district de Thy, au nord du Jutland (Danemark), la population féminine thaïlandaise est passée de zéro à 575.
I kølvandet på virkelighedens flygtningekrise er en bølge af migrationsfilm skyllet ind over film og tv. Sine Plambech, seniorforsker ved DIIS, antropolog og filminstruktør, gennemgår her migrantfilmenes til tider problematiske historie – og anbefaler en stak af de seneste og bedste
Halvparten av verdens migranter er kvinner. Men hvorfor forlater de hjemlandet sitt, og hvorfor ender mange av dem opp med å selge sex i Europa?